Regelmæssige tandlægebesøg er en nødvendighed for vores tandsæts sundhed, men mange har svært ved tage til tandlægen, og nogle udskyder endda tandeftersynene flere gange pga. tandlægeskræk. Men det øger risikoen for at udvikle caries og andre ubehagelige sygdomme i munden, og det kan blive en dyr og smertefuld omgang i sidste ende.
Lider du af tandlægeskræk, og har du et ønske om trygt at kunne sætte dig i tandlægestolen, så får du her 5 gode råd til, hvordan du kan komme tandlægeskrækken til livs.
Erkend din angst
Tandlægeskræk er den folkelige betegnelse for det at være nervøs eller angst for at gå til tandlægen. Termen er dog ret misvisende, for det er naturligvis ikke tandlægen, man er bange for, men undersøgelsen i sin helhed med alt, hvad det indebærer af instrumenter og lyde under selve behandlingen.
Oplever du hjertebanken, mavepine og bekymring, når du skal til tandlæge, lider du højst sandsynligt af tandlægeskræk i højere eller lavere grad. Det første, du skal gøre på vejen ud af tandlægeskrækken, er at erkende, at du har det.
Det er ingen skam at være bange for tandlægebehandlinger, for mange har det præcis som dig. Faktisk er det op mod 40 % af den danske befolkning, der føler sig utrygge ved tandlægebesøg.
Tandlæger har ofte forstand på og god erfaring med patienter med tandlægeskræk og tager alle bekymringer alvorligt. Fortæl og giv udtryk for, hvordan du har det. Så har de meget nemmere ved at hjælpe dig.
Vælg en tandlæge, du er tryg ved
Sørg for at vælge en tandlæge, du føler dig tryg ved og har tillid til, og som har god forståelse for angst ved tandbehandling.
Lav præcise aftaler, hvad angår din behandling, så du er indforstået med, hvad der skal foregå både før, under og efter behandlingen. På den måde er du også sikker på, at I har de samme forventninger. Du må nemlig gerne stille krav til din tandlæge.
Har du brug for pauser, så bed tandlægen om det. Du har nemlig ret til at få indflydelse på tempoet.
Ofte viser tandlægeskræk sig i angst for eventuel smerte. Derfor er det helt okay at bede om mere lattergas eller lokalbedøvelse, hvis du føler behov for det, samt at sidde med et håndspejl, hvis du føler dig tryggere ved at vide, hvad der sker i din mund.
Afslapningsøvelser og musik
En god måde, hvorpå du kan forberede dig til et kommende tandlægebesøg, er ved hjælp af afslapningsøvelser. Har du gået til yoga og her lært forskellige afspændingsøvelser, kan du sagtens anvende dem, når du sidder i tandlægestolen.
Mange oplever ligeledes at musik holder ubehagelige lyde fra instrumenter ude og hjælper til at slappe af. Ofte tilbyder tandlæger endda at finde noget musik, du kan lytte til under behandlingen, men du må også gerne benytte din egen telefon og høretelefoner. Så kan du lytte til noget, der gør dig glad og har en afslappende virkning for dig.
Tag en omsorgsperson med
Har du brug for ekstra støtte, kan det være en rigtig fin idé at tage en person med, som kan vise dig omsorg og give ekstra støtte. Det kan være din mor, søster, en ven eller veninde.
Vigtigst er det, at du føler dig fuldkommen tryg ved vedkommende. Så er du ikke alene og har en at snakke situationen igennem med bagefter, hvis du får brug for det.
Gå til tandlægen regelmæssigt
Tandlægeskræk gør, at du helst bare vil undgå alle tandlægebesøg. Men det er ikke løsningen. For jo oftere du går til tandlægen, jo bedre bliver dine tænders sundhed og dit forhold til din tandlæge.
Ved regelmæssige tandlægebesøg kommer du ind i en god rytme, og du vil føle dig tryggere ved klinikken, hvilket giver din krop mere ro under behandlingen. Og en stor bonus ved en god tandsundhed er, at dine tandlægebesøg forløber hurtigt og ukompliceret, hvilket jo er selve målet og noget, vi alle ønsker.